Skip to content

Elections in Denmark – Information for Danish citizens (in Danish)


Nu kan du stemme til Europaparlamentsvalg på den danske ambassade i Addis Ababa. Valgstedet er åbent onsdag i lige uger fra 15:30-17:30. Husk at medbringe pas og husk at du skal være optaget på valglisten før du kan stemme.

For at kunne deltage i valg i Danmark skal du være optaget på valglisten. Det bliver du automatisk, hvis du på valgdagen har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og senest på 7.-dagen før valgdagen har fast bopæl i riget.

Hvis du flytter til udlandet og i forbindelse hermed bliver registreret som udrejst i CPR, kan du kun optages på valglisten, hvis du tilhører en af de følgende persongrupper, der uanset opholdet i udlandet anses for at have bevaret fast bopæl i riget i valgmæssig henseende.

Hvem kan optages på valglisten selvom de bor i udlandet?

Det kan personer der opholder sig i udlandet, og som agter at vende tilbage til riget inden for 2 år efter udrejsen samt følgende persongrupper.

  • Personer der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget
  • Personer der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening
  • Personer der opholde sig i udlandet som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem
  • Personer der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet af en dansk hjælpeorganisation
  • Personer der opholder sig i udlandet i uddannelsesøjemed
  • Personer der opholder sig i udlandet af helbredsmæssige grunde
  • Personer der opholder sig i udlandet, og som i henseende til tilknytningen til riget må sidestilles med ovennævnte personer
  • Medfølgende ægtefæller, registrerede partnere og faste samlevere til de nævnte personer bevarer deres valgret på samme vilkår


Hvordan og hvornår søger jeg?

Hvis du er registreret som udrejst i CPR og tilhører en af de nævnte persongrupper, skal du søge om at komme på valglisten for at kunne stemme til valg i Danmark.

Det kan du gøre hos din kommune i forbindelse med, at du anmelder udrejse til udlandet. Du kan også hente et ansøgningsskema, som du kan udfylde og sende til din seneste bopælskommune. I visse tilfælde skal kommunen sende ansøgningen videre til Valgnævnet, som afgør visse sager om optagelse på valglisten.

Ansøgningsskema om optagelse på folketingsvalglisten af personer, der opholder sig i udlandet

Ansøg digitalt om optagelse på folketingsvalglisten via Borger.dk

For at kunne nå at stemme til et valg i Danmark skal din ansøgning være behandlet færdig senest 7 dage før valgdagen. Det vil tage kommunen eller Valgnævnet noget tid at behandle din ansøgning. Du bør derfor sende ansøgningen ind i god til inden næste valg. Bliver du optaget på valglisten, gælder optagelsen som udgangspunkt i 2 år. Du vil få et brev om, hvor længe optagelsen gælder, og om hvad du skal gøre, hvis du vil søge om at få optagelsen forlænget efter udløbet af de 2 år.


Kan jeg stemme både til Folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg i foråret 2019?

Opholder du dig i udlandet kan du søge om optagelse på folketingsvalglisten. Det vil give dig ret til at deltage i folketingsvalg, folkeafstemninger og valg til Europa-Parlamentet, men ikke i kommunale og regionale valg.

Opholder du dig i et land uden for riget, der ikke er medlem af Den Europæiske Union (et tredjeland), kan du søge om at blive optaget på en særlig valgliste til Europa-Parlamentsvalg. Det vil give dig ret til at deltage i valg til Europa-Parlemntet, men hverken i folketingsvalg, folkeafstemninger eller kommunale og regionale valg.


Hvordan brevstemmer jeg?

Hvis du opholder dig i udlandet og derfor er forhindret i at stemme i Danmark på valgdagen, kan du i stedet brevstemme på den danske ambassade i Addis Ababa. Din stemme tælles dog kun med, hvis du er optaget på valglisten eller bliver optaget på valglisten inden for lovens frister.

Du kan stemme til Europaparlamentsvalg på den danske ambassade i Addis Ababa alle onsdage i lige uger fra 15:30-17:30 frem til d. 15.05.19. Information om folketingsvalget følger når valget er udskrevet.

Husk at medbringe pas.


For yderligere information: https://valg.oim.dk/vaelgere/udlandsdanskeres-valgret/