Skip to content

Information on Coronavirus/covid-19 i Etiopien

Senest opdateret: 1. juni 2020 kl. 9.55 lokal tid

Udenrigsministeriet opfordrer danske rejsende, der befinder sig ude i verden, til at tage hjem, så snart det er muligt og i tæt dialog med deres rejsebureau, flyselskab eller forsikringsselskab. Med de mange restriktioner, som indføres både i Danmark og i udlandet, kan det vise sig svært at finde hjemrejsemuligheder i den kommende tid.

Læs mere på Etiopiens rejsevejledning.

 

Ambassaden følger udviklingen tæt og opdaterer hjemmesiden dagligt med info om flytrafik og lokale restriktioner. Du er altid velkommen til at kontakte ambassaden for vejledning. Se kontaktinfo længere nede på siden.

Udvikling i smitte og restriktioner i Etiopien

Smitte

  • Der er pr. 31. maj bekræftet 1.172 tilfælde af Coronavirus/COVID-19 i Etiopien.
  • De etiopiske sundhedsmyndigheder har mulighed for at teste personer for Coronavirus/COVID-19 på laboratorier i Addis Ababa og i regionerne. Man kan derudover opleve, at de etiopiske sundhedsmyndigheder går fra dør til dør og laver temperaturmåling med pandetermometer. Ved forhøjet temperatur vil man blive påkrævet at blive yderligere testet på en etiopisk sundhedsfacilitet.
  • De etiopiske myndigheder har oprettet isolationscentre over hele landet, hvor personer, der udviser symptomer på Coronavirus/COVID-19, kan blive isoleret, til testresultater foreligger.

Restriktioner og ophold

  • Den etiopiske regering har den 8. april meddelt, at landet vil gå i undtagelsestilstand, hvilket blev vedtaget af parlamentet den 10. april. Undtagelsestilstanden vil vare i fem måneder.
  • Fra den 27. maj skal alle bære masker, der dækker næse og mund, når man befinder sig uden for hjemmet.
  • Restriktioner som følge af undtagelsestilstanden er bl.a. følgende: forbud mod håndtryk, møder af politisk, religiøs eller social karakter må ikke have flere end fire deltagere, offentlig transport (busser og taxi) må kun fylde 50% af sæderne, private biler må kun fylde 50% af sæderne (uden chaufføren), forbud mod alkoholservering og underholdning på barer og natklubber, forbud mod underholdningsfaciliteter såsom biografer, forbud mod at sidde mere end 3 personer  ved borde på hoteller (alle skal sidde med to meter imellem sig), restauranter mv., sports- og spilarrangementer må kun have to deltagere, og alle skal holde mindst to meters afstand til andre mennesker på offentlige områder. Derudover er landegrænserne lukkede med undtagelse af cargo og varetransportering samt etiopiske statsborgere, der vender hjem. Bole Lufthavn er fortsat åben og operationel.
  • Overtrædelse af restriktioner vil medføre, at man kan blive straffet (fra bøde til fængsel).
  • Der er ikke længere restriktioner på, hvilke privatbiler i Addis Ababa, der må køre hvornår.
  • Etiopien har pr. 16. marts lukket alle offentlige skoler og suspenderet alle større offentlige arrangementer, herunder sportsbegivenheder. Fra den 23. marts har landets sikkerhedssektor mulighed for at opløse større forsamlinger.
  • Er du dansker og befinder dig i Etiopien, er det pt. ikke muligt at forlænge dit turistvisum på Ministry of Immigration. Er dit visum udløbet efter 25. marts, kan du stadig udrejse uden problemer. Er det udløbet inden 25. marts, vil du skulle betale en bøde i dollars i lufthavnen (ca. 10 dollars pr. dag).
  • Her kan du finde ambassadens 10 gode råd, hvis du opholder dig i Etiopien i den kommende tid.
  • Som følge af spredningen af COVID-19/Coronavirus i Etiopien kan udlændinge opleve negativ opmærksomhed på gaden i form af tilråb og fysiske overfald. Det anbefales, at rejsende minimerer færdsel til fods og så vidt muligt undgår at færdes alene.
  • Danskere bosat i Etiopien opfordres til at følge de lokale myndigheders information via lokale medier.
  • Der er indført restriktioner på rejser mellem de forskellige regioner i Etiopien. Kontakt ambassaden hvis du skal rejse rundt regionerne imellem. Ethiopian Airlines flyver fortsat indenrigs i Etiopien.
  • Hoteller i Etiopien er fortsat åbne (dog ikke Hyatt Regency), og der er fortsat adgang til at benytte offentlige transportmidler i Addis Ababa (se dog restriktioner ovenfor).
  • Du er altid velkommen til at kontakte den danske ambassade via kontaktoplysningerne længere nede på siden, hvis du har spørgsmål til lokale forhold i Addis Ababa og resten af landet, herunder transportmuligheder og hoteller. Se også mere information nedenfor under 'Rejser til og fra Etiopien'.

Rejser til og fra Etiopien

Rejser til Etiopien

  • Pr. 23. marts er der indført obligatorisk karantæne i 14 dage for alle tilrejsende på udvalgte hoteller. Ambassaden har den 29. april modtaget denne oversigt over hoteller med godkendte karantænefaciliteter fra Ethiopian Public Health Institute. Informationen om, hvilke hoteller, der kan benyttes til afholdelse af karantæne, kan ændres med kort eller ingen varsel, og vi opfordrer derfor til tæt kontakt med Ethiopian Airlines eller dit rejseselskab. Som udlænding kan man opleve specifikt at blive bedt om at indlogere sig på Skylight Hotel, der ligger tæt ved lufthavnen. Alle udgifter ved karantænen er for egen regning, og der kræves dokumentation for reservation på et af disse hoteller, før passagerer tillades at boarde flyet til Etiopien. Bemærk at alle voksne og børn over 10 år skal indlodgeres enkeltvis. Har man familie eller egen bolig i Etiopien, skal man stadig i karantæne på et udvalgt hotel. Hvis du har spørgsmål til priser eller andet angående karantæne og/eller hoteller, kan du kontakte ambassaden via oplysningerne længere nede på siden.
  • Ved transit i Bole International Airport i mere end 8 timer overføres passagerer til Skylight Hotel for egen regning. Der er ikke tale om karantæne, men passagerer i transit kan ikke forlade hotellet.
  • Pr. 23. marts er Etiopiens landegrænser lukkede. Luftrummet og Bole International Airport er fortsat åben.
  • Alle rejsende til Bole International Airport i Addis Ababa temperaturscreenes ved ankomst, uanset om man skal ind i Etiopien eller blot er i transit.
  • Der kan fortsat ansøges om visa online og visa ved ankomst.
  • Se angående flybiletter længere nede på siden.

Rejser fra Etiopien

  • Etiopien har ikke indført restriktioner for danskere, som rejser ud af Etiopien, men alle udrejsende fra Bole International Airport temperatur-screenes før udrejse.
  • Ethiopian Airlines har den 29. marts meddelt, at de stopper 80 internationale ruter, heriblandt al flyvning til Madrid, Milano og Dublin. Ethiopian Airlines opretholder fortsat flyvninger til flere destinationer i Europa, herunder Stockholm, Paris, Frankfurt, London (Heathrow), og Geneve. Ethiopian Airlines vil fra slutningen af maj genoptage ruten mellem Addis Ababa og Rom.
  • Ethiopian Airlines flyver i øjeblikket til følgende afrikanske destinationer: Lusaka, Maputo, Harare og Hargeisa.
  • Pr. 23. marts er Etiopiens landegrænser lukkede. Luftrummet og Bole International Airport er fortsat åben.

Luftfartselskaber og billetter

  • Ethiopian Airlines er det eneste luftfartsselskab, der i øjeblikket flyver ud af Bole Lufthavn i Addis Ababa. Selskabet flyver til flere destinationer i Europa, herunder Stockholm, Frankfurt, Geneve, Paris og London.
  • Ethiopian Airlines oplyser, at mange afgange mellem Etiopien og Europa i øjeblikket bliver lavet om til cargo-flyvninger med nogen, få eller ingen pladser til almindelige passagerer. Der er desuden afgange, der bliver aflyst grundet få passagerer. Har du billet til eller fra Europa med Ethiopian Airlines, er det derfor en god ide at kontakte selskabet for eventuelt nyt om afgangen.    
  • Ethiopian Airlines har lukket deres fysiske billetkontorer i Addis Ababa på nær det kontor, der ligger i den internationale terminal i Bole Lufthavn. Bestilling af billetter samt anden korrespondance kan desuden foregå via deres hjemmeside eller ved at kontakte deres callcenter (+251 116 179 900, hvis du befinder dig i Etiopien).
  • Rejseselskaber såsom Lufthansa, Egypt Air, Turkish Airlines, Emirates og Qatar Airlines flyver i øjeblikket ikke ud af Addis men har fortsat billetkontorer i byen. Hvis du planlægger at møde fysisk op på et rejseselskabs billetkontor i Addis Ababa, er det en god ide at kontakte kontoret telefonisk forinden for at høre, om de har åbent, så du ikke går forgæves.
  • Du skal kontakte dit flyselskab og din rejseforsikring, hvis din billet bliver aflyst, og du ønsker at ombooke billetten. Udenrigsministeriet kan ikke afholde udgifterne til f.eks. borgeres hjemrejsebilletter til Danmark. Det er en sag mellem den rejsende og vedkommendes rejse-, fly- eller forsikringsselskab.

Indrejserestriktioner i DK

  • På Udenrigsministeriets hjemmeside finder du svar på de fleste spørgsmål ang. rejse til Danmark og Coronavirus/COVID-19.
  • Er du udenlandsk statsborger bosiddende i Danmark, kan du muligvis opleve, at de nye indrejserestriktioner til Danmark i nogle tilfælde har gjort det svært for ikke-danske statsborgere rejsende til Danmark at boarde fly i udlandet. Hvis du har lovligt ophold og bopæl i Danmark, kan ambassaden hjælpe dig med at udfærdige et certifikat, der viser dette (certificate to board). Kontakt os på addamb@um.dk.

  • Personer med Schengen visa kan ikke indrejse til Danmark. Ved særlige sager kontakt da ambassaden.

  • Ægtefæller, faste samlevere, forældre og børn der indrejser til en dansker eller en herboende udlænding, har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål såfremt det tilrejsende udenlandske familiemedlem i øvrigt lovligt kan indrejse i Danmark. Læs mere her.

Relevante links til nationale sundhedsmyndigheder

  • De etiopiske myndigheder har oprettet en ”hotline”, hvor borgere kan anmelde mistanke om smittetilfælde og stille spørgsmål til myndighederne. Der findes to numre; 8335 og 952. Hvis du oplever, at numrerne ikke virker, kan du ringe direkte til din sundhedsklinik fx. Nordic Medical Centre. Du må ikke møde op på skadestuen, hvis du har symptomer.
  • Generelle anbefalinger fra WHO vedrørende forebyggelse af Coronavirus/COVID-19, kan findes her.    

Nem adgang til vigtig information

Ambassaden opfordrer alle danskere i Etiopien til at registrere sig på Danskerlisten og hente udenrigsministeriets app Rejseklar. Danskerlisten giver os mulighed for at kontakte dig eller sende dig vigtige informationer om, hvordan du bør forholde dig. Du tilmelder dig Danskerlisten her. Når du er kommet hjem til Danmark, bedes du framelde dig listen igen.

Du kan kontakte Udenrigsministeriet i København på bbb@um.dk. Du kan også tage kontakt til den danske ambassade i Addis Ababa på addam@um.dk eller på telefonnummer: +251 (0) 911 25 55 87. Telefonen er også bemandet i weekenden og uden for normal arbejdstid. Kan du alligevel ikke komme igennem, er der ved nødstilfælde mulighed for at kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på: +45 33 92 11 12.

Udenrigsministeriet og den danske ambassade rådgiver ikke om sundhedsfaglige spørgsmål, men henviser til Sundhedsstyrelsen. På de danske myndigheders fælles informationssite www.coronasmitte.dk kan du finde information om Coronavirus/COVID-19.

For yderligere information se også Udenrigsministeriets hjemmeside.

Udenrigsministeriet har oprettet en ny Facebook-gruppe til at facilitere frivillige indsatser for at bistå strandede danskere. Du finder gruppen her: https://www.facebook.com/groups/danskereglobalt

NemID

Grundet udbruddet af Coronavirus/COVID-19 kan der opstå vanskeligheder med forsendelsen af post fra Danmark til Etiopien. Dette gælder også forsendelse af NemID. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at man installerer NemID nøgleapp på sin telefon. Mere information kan findes på følgende link.

""

Læs mere om Udenrigsministeriets app "Rejseklar" her

Tilmeld til til Danskerlisten